Sygdomme hos kaniner
Ved god pasning bliver kaniner sjældent syge. Bortset fra myxomatose og VHD kan de fleste sygdomsudbrud henføres til svagheder i staldmiljø, fodring eller pasning.
Myxomatose. En virussygdom, som kan forårsage store tab i ramte besætninger. De indledende symptomer er betændelse fra øjne og næse, siden ses voldsomme hævelser i hoved og ved kønsdele.
Der er pligt til at tilkalde dyrlæge, hvis der er mistanke om myxomatose.
Tidligere kom smitten fra andre lande – nu er flere vildkaninflokke i Danmark inficeret.
I sensommer og efterår 2007 stilledes diagnosen myxomatose i 141 tilfælde.
VHD. En smitsom virussygdom, som kan medføre endog MEGET store tab i de ramte besætninger. For tiden regnes Danmark som et af de meget få lande fri for VHD, men trafikken med kaniner over grænserne medfører en stadig risiko for udbrud.
Symptomerne er hurtig kvælningsdød for et betydeligt antal kaniner i besætningerne. Der er pligt til at søge dyrlæge ved mistanke om VHD.
Snue. En bakteriel lidelse med næseflåd, der både kan være vandigt og betændelsesagtigt. I sjældne tilfælde breder infektionen sig til en lungebetændelse.
Lidelsen er i høj grad afhængig af staldklimaet, specielt i stalde med fugtig, stillestående luft ses snue. Lidelsen er moderat smitsom, så syge kaniner bør isoleres, slagtes eller aflives.
Kaniner af høj status kan (næsten) helbredes ved tidligt indsat intensiv antibiotikabehandling i samarbejde med dyrlæge.
Diarré og andre tarmlidelser. Uspecifik diarré kan forekomme ”af sig selv” eller ved foderskift eller andre stresspåvirkninger. Kaninen har det oftest godt, og man behøver blot at sætte den på diæt bestående af godt stråfoder (hø, halm) + vand.
Coccidiose En sygdom, forårsaget af en lille parasit, coccidien, og som medfører diarré og/eller vægttab hos unger og ungdyr. Sygdommen optræder hyppigst i varme og fugtige perioder , specielt hvis der er stor dyretæthed. Der kan ses nogen dødelighed, men også utrivelighed hos tillægget er generende. Forebyggelse består i rigelig strøelse, god foder- og vandhygiejne.
Løbegårde, hvori der sættes forskellige kaniner ud , kan huse store mængder af coccidier.
Mucoid Enteropati i ”gamle dage” kaldet tarmbetændelse, og nu i visse kredse enterocolitis , begge dele ukorrekt, idet det ikke er en tarmbetændelse , men en sygdom, hvor tyktarmen er fyldt med et stort slimet indhold. Sygdommen giver et stort tab i de ramte besætninger.
Der er næppe tale om et enkelt smitstof, men ensidig uhensigtsmæssig fodring med rigelig mængder kraftfoder kan udløse udbrud af sygdommen. Fodring med alsidigt, strukturrigt grovfoder og godt groft hø reducerer risikoen for udbrud af sygdommen. Tilstedeværelse af rigelige mængder af coccidier forværrer situationen.
Symptomerne er pludselig ophørt ædelyst (nogle kaniner drikker rigeligt i begyndelsesstadiet), tarmen bliver så totalt lammet, specielt mavesæk og tyktarme bliver udspilede. Dødeligheden er høj, 80-90 % - enkelte overlevende får kortvarigt en voldsom ildelugtende diarré og bliver sat tilbage i vækst. Døden indtræder efter 1-5 dages apatisk tilstand. Sygdommen er MEGET smertefuld, og aflivning tidligt i forløbet bør overvejes.
Behandling af kaniner med høj status består hos dyrlægen af væske, smertestillende medicin + noget fiberpasta. Selv ved den mest intensive behandling vil de fleste ramte kaniner dø af sygdommen.
Forebyggelse er ”tilbage til naturen” – vilde kaniner har ikke fri adgang til kraftfoder hele døgnet !
Grøntfoder på et sent udviklingsstadium er i de besætninger, hvor sygdommen traditionelt forekommer, at foretrække frem for spæde skud. Der bør ikke være mere foder til stede end at kaninen hver dag æder godt hø eller god halm.
Øjenbetændelse og –flåd Det skyldes ofte uheldig hovedfacon, der ikke levner tilstrækkelig plads til en normalt udviklet tårekanal. Er der tale om en pludselig opstået lidelse, kan det skyldes et fremmedlegeme, som bør fjernes . Symptomerne kan mildnes ved vask f. eks. Med fysiologisk saltvand, der bruges til kontaktlinser. Dyr med uheldig hovedform bør ikke indgå i avlen.
Vildtvoksende tænder. Et stort problem hos en del ikke gennemavlede varianter. Problemet er arveligt. Bedømte kaniner undersøges for tandfejl. Fuldt udviklet giver lidelsen anledning til voldsom smerte, og kaninen bør aflives. Behandling i form af slibning af tænder i fuld narkose 10-12 gange/år er aktuel for enkelte ejere.
Mider. Kan ses i pels, i huden og i ører. Behandling i samarbejde med dyrlæge.
Bidsår. Bør ikke forekomme, idet alle kaniner over 3½ måned (nogle endda tidligere) skal i rum for sig selv.
Skrevet af Dyrlæge Jørgen Larsen http://mimrelund.dk d. 4/4-2010